Handel på Fyn og Langeland i gamle dage

I 1696 angav borgerskabet i Fåborg, at der ikke blev ført korn til byen, fordi bønder, prangere, præster og proprietærer selv udskibede det. Litteraturen giver ikke indtryk af, at fremmede operatører var noget større problem, så når byen trods alt opretholdt en vis kornudførsel op gennem 170o-tallet, skyldtes det især de store godsers udskibning. Kertemindes centralitet var underlagt to styrende forhold. På den ene side byens cirkumferenser fra 1441 og 1503, der i alt væsentligt faktisk svarede til byens opland, således som det fremgår af den tinglyste gæld i 1602 og 1650-1651. På trods af sporadiske forsøg på at reservere det lovbefæstede opland for sig selv, lykkedes det dog ikke Kerteminde-borgerne at holde Odense-købmændene ude.

Det hang sammen med, at byen nærmest var at betragte som en strategisk partner for Odense. I 1503 fik borgerskabet i de to byer lige ret til at handle i begge købstæder, eller rettere sagt blev den hidtidige praksis kodificeret. Kerteminde blev Odenses foretrukne udskibningshavn, og det er anslået, at en tredjedel af Fyns tilbud på landbrugsudførsel gik over byens havn ved slutningen af 1500-tallet. Det var dog med henvisning til byens privilegier, at Kerteminde-borgerne i 1588 forsøgte at trænge Odense-købmanden Niels Bager ud af bondehandelen på Hindsholm.

Odense sad i midten og spandt sit net

Sidst, men ikke mindst var der Odense, der sad som en edderkop i midten og spandt sit net. Men hvor stor var det net egentlig? Der findes ikke sikkert kildebelæg for, at Odense på noget tidspunkt fik defineret et handelsopland. Et kongeligt brev i 1593 er ret upræcist og taler om, at der “Omkring vor kiøpsted Odense af prester, fougder, skrifvere eller, hvo som heldst andre de vere kunde, ingen landkiøb skal nu bruggis paa landsbyerne til nogen forprang med korn, salt, stol och andre slags vare videre, end udi recessen er tillatf” Borgerskabets fremfærd og handel tyder imidlertid på, at man i byen opererede med en forestilling om “sit eget” forsyningsopland.

Reformationen rokkede ikke ved byens servicecenterfunktioner med både handel og forvaltning. Recessen 1540 gjorde ligefrem kortvarigt Odenses St. Knuds Marked til det eneste lovlige gratis tilbud marked på Fyn. Der kan fremvises utallige sagskomplekser, hvor borgerne i Odense hævdede, at der var sket brud på byens rettigheder i form af forprang, ulovlige havne og landkøb. Odenses lovlige havn strakte sig i henhold til 1477-privilegiet fra Ellemose Å til Midskovs Gab, og man søgte gentagne gange at bremse andres handel inden for dette område under henvisning til privilegiet.

Istandsættelse af vejene ind til Odense

Ladewig Petersen har da også anslået, at byens opland for bondehandelen frem til midten af 1600-tallet lå inden for Odensegårds Lens grænser og med andre ord dækkede det meste af det nordøstlige Fyn, mens adelens godser indgik i et mere dynamisk og skiftende mønster af lokale tilbud. I 1630″erne blev flere herreder påbudt at istandsætte vejene ind til Odense med det argument, at de dagligt søgte Odense by. Det drejede sig om Lunde, Skovby, Bjerge, Åsum og naturligvis Odense Herreder. Oplandet har rimeligvis også dækket lidt mere mod syd, men ikke så langt sydpå, som man måske skulle tro.

Skifteprotokoller fremviser således en omsætning med handel på tilbud, der altovervejende faldt inden for en afstand af 25 kilometer fra købstaden, og to tredjedele endog inden for to miles afstand. Det faktiske opland var således på dette tidspunkt omkring tre mil. Byen overvandt i en vis grad sine havneproblemer med den “strategiske alliance” med Kerteminde, men fra 1682 blev Stige Strand i højere grad den foretrukne havn. Købstædernes merkantile herredømme havde skabt en handelsstruktur, hvor alle måtte dele mange sogne med andre, nemlig Odense (måtte dele 14 sogne), Assens (4), Bogense (3), Fåborg (7), Kerteminde (5), Middelfart (2), Nyborg (8), Rudkøbing (4) og Svendborg.

Ikke en eneste købmand udskiber i en fremmed by

Den intense konkurrence har altså virket udglattende og forhindret monopolagtige tilstande. I 1793-materialet optræder stort set ikke en eneste købmand som udskiber i en fremmed by. Der var to førende byer. Den ene var Odense; vel har byen i 1762-materialet tabt kampen om handel på tilbud til fjordskipperne i nogle sogne i hjertet af sit opland, men byen havde i kraft af sin position et større naturligt opland på den fynske slette end nogen anden fynsk by. Den anden var Svendborg. Der er reelt ingen indberetninger bevaret fra byen selv eller dens nærmeste opland; men til gengæld har ingen købmænd fra andre byer rapporteret om indkøb i Svendborgs zone, der løb helt frem til syd for Odense.

Marstal og Ærøskøbing er vanskelige at placere, fordi skipperhandelen derfra på Lolland-Falster og Sjælland af tidligere nævnte årsager er undervurderet i materialet. Men skippernes handel på tilbud virksomhed har virket opløsende på den faste købstadsstruktur. “Klassiske” købstæder med regelmæssigt opland var Assens, der holdt stand i sit opland og endog trængte ind i Middelfarts og Bogenses, og Fåborg, der ikke lukkede en eneste anden by ind i sit opland, men tværtimod trak korn til sig fra Nordvestfyn. Til gruppen hører også Nyborg, der hentede store værdier i zonen omkring sig, men ikke i særlig grad gik uden for den. Bogense opretholdt en mindre zone omkring sig.



Postet by ErikOlesen via AdSet linkbuilding network